mandag den 7. januar 2013

3 tips til at skrive dialoger

I min serie Veninder for altid
er der rigtig meget dialog!
Omslag: Krebs Lange/Jessen
Når vi taler om dialoger i noveller og romaner, så mener vi samtaler mellem to eller flere personer. At skrive gode dialoger er noget af det, der kan være med til at gøre en tekst rigtig god og levende. På den ene side handler det selvfølgelig om at kende teknikken (gåseøjne, talestreg osv.) - det handler dette indlæg ikke om. På den anden side handler det om at skrive dialoger der er beskrivende og sigende for dem der snakker - og får handlingen til at køre videre. Og det kommer der 3 hurtige og overskuelige forslag til her:

1. Tænk på, hvordan rigtige mennesker taler. 
Det er sjældent, at den samme person får lov at tale hele tiden. Som regel afbryder man nogen gange hinanden, selvom det ikke er så høfligt! Det kan jo også være, at de andre personer i historien ikke gider at høre på din hovedperson, og prøver at skifte emne.

2. Brug dialogerne til mere end bare "fyld". 
Det kan godt være, at du synes, det er sjovt at skrive replikker. Men det er en god idé, at du enten bruger replikkerne til at vise noget om, hvordan dine personer er, eller at afsløre vigtige ting fra handlingen. Dialog kan også bruges til at vise, hvad personerne i din historie synes om hinanden.

3. Husk "det der uden-om". 
I bøger består dialoger ikke udelukkende af replikker. Der er også inquitter ("sagde han") og beskrivelser af personernes handlinger mens de taler. Især beskrivelser af personerne mens de taler, kan give historien mere liv. Det kan jo være, at dine personer skal holde deres vigtige samtale i radiobilerne i stedet for ved køkkenbordet derhjemme? Omgivelserne kan give rigtig megetliv til en dialog. Måske bliver du overrasket over, hvor få replikker du faktisk behøver i en samtale?

(du må gerne printe indlægget til dine elever, men husk at anføre kilde)

søndag den 6. januar 2013

Bloggen er i gang igen!

Nu åbner bloggen igen med foreløbigt et indlæg den første mandag hver måned resten af 2013 - måske et par stykker mere ind i mellem.
Det første indlæg kommer på bloggen mandag d. 7. januar 2013.

God læselyst!