torsdag den 23. august 2012

Bloggen holder pause

Jeg arbejder på flere nye bogprojekter, og derfor holder bloggen pause.

Hvis du gerne vil høre nyt om mine bøger, kan du følge med på min Forfatterblog.

Hvis du gerne vil have flere skrivetips, kan du se på Skrivekrampe.dk

- Og ellers kan du jo klikke rundt på bloggens tidligere indlæg:-)

fredag den 1. juni 2012

Genretræ


Her er et genretræ, som viser udvalgte fiktionsgenrer. Der findes selvfølgelig mange flere undergenrer end de her nævnte, men genretræet kan i hvert fald hjælpe til et overblik i genrejunglen.  

.

onsdag den 14. marts 2012

Brug Orlaprisen i danskundervisningen

Veninder for altid 1 nomineret
til Orlaprisen 2012:-)
Omslag: Krebs Lange/Jessen
Har du husket at stemme til Orlaprisen 2012? Har dine elever? Ellers kan du jo bruge dansktimen i dag på det:-)
Der er rigtig mange spændende bøger nomineret (blandt andet min egen Veninder for altid 1, Ji:-)).
På hjemmesiden kan man læse et uddrag af hver bog, og man kan endda også få det læst højt. Og der bliver trukket lod om præmier blandt alle dem, der stemmer.
Skynd dig ind og stemme med din klasse inden 16. marts:-)

Gå direkte til afstemningen her.

fredag den 9. marts 2012

9 indlæg om Fiktionsskrivning i Folkeskolen

Nu er de 9 indlæg om Fiktionsskrivning i Folkeskolen blevet bragt på bloggen.

Bloggen holder pause indtil næste indlægsrække. Har du forslag til temaer til kommende indlæg?

søndag den 4. marts 2012

5 tips til at skrive en vampyr-historie

Forfatteren Pernille Eybye har skrevet flere bøger for unge, blandt andet vampyr-serien Blodets Bånd. Her kommer Pernille Eybye med 5 tips til, hvordan du kan skrive din egen vampyr-historie. Du kan bruge de 5 tips, hvis du drømmer om selv at skrive en vampyrhistorie eller som skriveopgave i folkeskolens udskoling eller måske på gymnasiet. 


1. Du skal beslutte om, din hovedperson er vampyren eller en, der møder en vampyr. 
Valget giver forskellige muligheder for din historie. Er hovedpersonen vampyr kender han eller hun den ”anden verden”. En menneskelig hovedperson skal måske undersøge den verden – og det kan også være rigtig spændende.

2. Find ud af hvordan dine vampyrer er. 
Hvad er deres styrker og svagheder? Twilight-vampyrernes hud er hård og kold og glitrer i sollys. Vampyrene er stærke og meget svære at slå ihjel. Mine vampyrer tåler ikke for megen sollys, de er stærke og hurtige, deres hud er normal, men kølig, og de kan ikke tåle sølv.
Lav regler og overhold dem: En vampyr, der ikke tåler sol, kan ikke gå rundt ved højlys dag.

3. Er der andre magiske væsner i din verden? 
Varulve, spøgelser, hekse eller lignende? Hvis der er, hvordan er deres forhold til vampyrerne så? Er de venner eller fjender?

4. Skal din historie være en kærlighedshistorie? 
Så find ud af hvordan hovedpersonerne mødes. Hvorfor forelsker de sig i hinanden?

5. Det er spændende, hvis der er fare på færde. 
Hvem er modstanderen? Er der farlige vampyrer? Vampyrjægere? En forbandelse? 
Hvad ønsker modstanderen? Er han selv forelsket i pigen? Har hovedpersonerne noget, som han vil have?
Giv dine personer noget at kæmpe imod. Det gør deres kærlighedshistorie mere spændende.


Om Pernille Eybye
Pernille Eybye er 30 år og har skrevet 9 bøger for børn og unge. Et par humoristiske bøger fra vores verden og en håndfuld paranormale og overnaturlige romaner om spøgelser og vampyrer, blandt andet altså vampyrserien Blodets Bånd. Du kan læse mere om Pernille på hendes blog

søndag den 26. februar 2012

3 tips til at skrive fantasy

Fantasy er blevet en populær genre i løbet af de sidste par år. Har du også ideen til en storslået fantasy-serie?  Fantasyforfatteren Nicole Boyle Rødtnes, der blandt andet er kendt for sin serie "Skeletter i skabet", kommer her med tre tips til ting, du skal overveje, inden du begynder at skrive din fantasy-serie.

1. Hvor mange drager skal der være?
Fantasy er mange ting, og en komplet genreguide er der ikke plads til her, men hvis du vil skrive fantasy, skal du overveje, hvor fantastisk det skal være, eller sagt på en anden måde, hvor mange drager har du brug for?

Nogen elsker at opfinde mærkelige verdener med endnu særere væsner. Andre kan nøjes med et enkelt magisk smykke for at få en fantasy-historie til at køre.

I min egen serie ”Skeletter i skabet”, er der talende skeletter, der kender hele familiens historie, dødsbørn, der kan dræbe gennem berøring, og vilde flammer, der skal tæmmes, før de kan bruges som ild. I den serie havde jeg brug for alle disse elementer for at fortælle min historie, men i min anden serie Medaljonen, havde jeg kun brug for én magisk medaljon.

Der er ikke noget, der er mere rigtigt end andet. Det er bare et spørgsmål om, hvilken undergenre du skriver i. Du skal vælge det, der passer til din historie.

Hvis du gerne vil skrive en historie om en magisk hat, der kan læse tanker, behøver du ikke opfinde et kæmpe univers for at fortælle historien. Måske kan du bare lade det foregå i en tid, der minder om middelalderen, eller måske i vores tid, hvis du synes det passer bedre.

Så inden du begynder at skrive skal du altså beslutte dig for hvor meget (eller lidt) magi og overnaturlige elementer, du skal have med.  Og husk at det ikke er mængden af magi, der afgør, om det er en god historie.

2. Alt er muligt, men ikke alt kan lade sig gøre
Mange skriver fantasy, fordi de elsker, at alt kan lade sig gøre i genren. Her behøver man ikke tage hensyn til naturlovene, retsreglerne eller lave timelang research. Universet kan designes fra grunden af og med en tryllestav kan du flytte handlingen i tid og sted, som du lyster. Men pas på … Bare fordi alt er muligt, betyder det ikke, at alt skal kunne lade sig gøre.

Fantasy-verdenen er ikke en verden uden regler, der er bare andre regler, end dem vi kender fra hverdagen.  Du  bestemmer selv, hvor mange og hvilke regler der er, men der er nødt til at være nogen.  Et klassisk eksempel er magi. Magi kan have mange forskellige former, men uanset om du bruger trylleord, runer eller ildkugler er du nødt til at have regler for, hvad magien kan og ikke kan.

I mange fantasy-bøger er  der en regel om, at magi kræver energi, når man bruger det. Sådan at hvis du bruger meget magi, bliver du også meget træt. Du risikerer måske ligefrem at dø af at bruge det.
På den måde undgår du, at magiske evner gør dine personer for stærke. Det er vigtigt, for hvis du først har personer, der er uovervindelige, så har du dræbt din egen historie.

Reglen gælder ikke kun personer, men også væsner og ting. Alle og alt der har en stor styrke, må også have en svaghed eller begrænsning. For eksempel kan det magiske sværd måske kun bruges 3 gange eller kun bæres af elvere og kan i øvrigt ikke slå ihjel, hvis bæreren er vred.

Når du går i gang med din bog, så nyd alle de muligheder, du har, men husk også at sætte regler og begrænsninger for din verden og personer. Det giver en bedre historie.

3. Historien er vigtigst
Måske har du allerede lavet stamtavler over de sidste tusind konger i dit univers, måske har du tegnet kort over alle landene eller måske endda i gang med at lave dit eget sprog? Mange Tolkiens-fans elsker at begrave sig selv fuldstændigt i deres univers.

Hvis du er en af dem, der er vild med at udbygge din egen verden, så husk, at historien ikke må blive glemt undervejs.

Kort, stamtavler, sange og hemmelige sprog er alt sammen noget, der kan være fede detaljer i en god historie, men uden historien er der ikke ret mange, der gider interessere sig for at lære kongerækker, nye alfabeter osv. Det er historien, der sælger bogen og ikke universet.

Derfor vil jeg anbefale dig først at lave baggrundsmaterialet, mens du skriver historien. Og lav kun det som er nødvendigt for at få historien til at flyde. Hvis du fortaber dig i baggrundsoplysninger, kan du risikere, at du aldrig når hen til historien.

Det var så de tre tips til at komme i gang med at skrive fantasy. Jeg håber, at du kunne bruge dem. Held og lykke med projektet.

Om Nicole Boyle Rødtnes
Nicole Boyle Rødtnes har skrevet en række bøger for børn og unge, blandt andet fantasyserierne "Skeletter i skabet" (foreløbigt er bind 1 og 2 udkommet) og "Medaljonen" 1-3. Hun er uddannet fra Forfatterskolen for Børnelitteratur og er bachelor i dansk. Læs mere om Nicole på hendes hjemmeside og blog.

søndag den 19. februar 2012

Skolestuen - få tips og inspiration til din undervisning

Er du lærer? Vil du gerne have ny inspiration til dansk og billedkunst?

Fiktionsskrivning i folkeskolen har fået en søsterblog, hvor bloggeren (der er lærer) blogger om undervisning primært inden for fagene billedkunst og dansk. Der er links til en masse andre steder på nettet, hvor du kan få mere viden og forskellige spil for eleverne.

Gå direkte til skolestuen her.


søndag den 12. februar 2012

5 tips til arbejdet med læseforståelse på mellemtrinnet

Fiktionsskrivning i Folkeskolen har været så heldig at få Lena Bülow-Olsen til at skrive 5 tips til, hvordan du som lærer kan arbejde med læseforståelse på mellemtrinnet. For selvom dette er en blog om skrivning, så hænger læsning og skrivning som bekendt sammen!


Lena Bülow-Olsen, pædagogisk konsulent ved CFU Sjælland og forfatter til undervisningsmaterialer om læseforståelse, giver her fem tips til arbejdet med læseforståelse:

1. Motivation er et af de vigtige nøgleord, når det drejer sig om læseforståelse. Det skal være givende, sjovt og interessant at arbejde med læseforståelse. Det kræver at både indhold og arbejdsformer er gennemtænkte. Og det kræver engagerende og mange up-to-date-tekster.

2. Det er vigtigt både at kunne læse på linjen og at kunne læse infererende. Sæt fokus på arbejdet med tekstens tomme pladser, fx ved at stille spørgsmål til de tomme pladser, og giv rum og mulighed for refleksion over teksten. Det skal selvfølgelig foregå i en dialogisk undervisning.

3. Ordforråd er en anden vigtig komponent i læseforståelsen. Sæt altid fokus på nye, svære og specielle ord og begreber – og lad det være en sport at lære nye ord. Sammenhængen i en tekst går tabt, hvis man ikke forstår ordene.

4. Forforståelse og forkundskaber er andre vigtige elementer. Illustrationer og overskrifter kan være en god hjælp, en fin indgang til at kunne forstå en tekst. Lær eleverne at "læse" overskrifter og illustrationer. Og stop og tænk og forudsig undervejs i læsningen.

5. Vælg gode og engagerende bøger. Klassikerne som fx "Krageungen" på mellemtrinnet og nye og måske lidt barske som fx "Et mærkeligt skib" eller ”Pigen der skulle vælge”. Og lad så tale – læse – skrive – udgøre en helhed i hele skoleforløbet. Det giver gode og engagerede læsere og reflekterende børn og unge.

Om Lene Bülow-Olsen
Lena Bülow-Olsen er pædagogisk konsulent ved CFU Sjælland, hvor hun arbejder med rådgivning og vejledning i forbindelse med dansk- og læseundervisningen i folkeskolen. Lena er uddannet lærer, har været med til at etablere de to-årige læsevejlederforløb, og hun er medforfatter til materialerne Tid til dansk og d'dansk på forlaget Alinea.

Læs mere om Lenas undervisningsmaterialer her:
Tid til dansk
d'dansk
Bemærk: Linket viser kun hen til én bog i serien - både d'dansk og Tid til Dansk består af flere bøger og materialer!

søndag den 5. februar 2012

Skriv fantasy i udskolingen

Bilbo Egelund har udgivet en teoretisk bog om fantasylitteratur målrettet gymnasiet. Men faktisk kan bogen også give masser af inspiration til lærere i folkeskolen, som gerne vil arbejde med at skrive fantasy i udskolingen.

Her er nogle forslag til, hvad du kan bruge bogen til som folkeskolelærer:

  • Læs kapitlet om fantasyvæsner sammen med klassen. Lad eleverne skrive nogle korte scener, hvor der optræder forskellige væsner
  • Læs et af uddragene af fantasyværker og lad eleverne skrive en fortsættelse til kapitlet i grupper. Så skal de bruge deres fantasy på at digte med på historien - men også deres viden om karakterer og miljø og de hints, der er i kapitlet til at få det til at blive 'realistisk'. 
  • Lad eleverne læse uddrag af bogen, som du synes, forklarer fantasygenren i hovedtræk. Bed dem derefter om at skrive en helt fri fantasyfortælling
  • Læs selv bogen og få mere viden om fantasygenren:-)
Det er klart, at da der er tale om en bog til gymnasiet, så må du som lærer udvælge det, som du mener, passer til din klasse. Og måske forklare dem de svære ord (der er dog også nogle ordforklaringer i bogen) og vælge opgaver, som de vil synes er sjove at gå i gang med. 
Bogens opgaver er i øvrigt inspireret af Cooperative Learning (læring med samarbejdsstrukturer). 

Du kan læse mere om bogen her.

Glæd dig også til indlægget 3 tips til at skrive fantasy, hvor fantasyforfatteren Nicole Boyle Rødtnes kommer med tips til, hvordan man kan skrive sin egen fantasyhistorie!

søndag den 29. januar 2012

8 tips til at arbejde med novellefilm i folkeskolen

Novellefilm som genre er velegnet i folkeskolen, fordi filmene er så korte, at man både kan nå at se dem og tale om dem i undervisningen. Og man kan også skrive sine egne afsluttede novellefilm!
Jeg har været på et kursus på forlaget Alinea, hvor Ulrich Breuning fortalte om arbejdet med novellefilm i folkeskolen. Ud fra Ulrick Breunings undervisning på dette kursus har jeg nedskrevet 8 tips, som jeg håber kan inspirere dig i din undervisning:


8 tips til arbejdet med novellefilm i folkeskolen:

1. Det største værk er det, der længst holder på sin hemmelighed.

2. Når man skal fortælle en så kort historie, som novellefilmen er, er det en god idé at gøre det enkelt.

3. Det kan være en god idé at tage udgangspunkt i Aristoteles' tre akter (begyndelse - midte - slutning) når man skriver eller fortolker en novellefilm.

4. Overvej, hvad heltens mission er. Hvad tager han ud for at finde? Finder han det?

5. Mødet er ofte centralt i novellefilmen. Er der et møde i den film, du er ved at skrive eller analysere - og hvilken betydning har det for heltens udvikling?

6. Mange gode novellefilm har både et ydre plot (handlingen/den naturlige historie) og et indre plot (temaet). Har din film det?

7. Man kan se et menneskeliv som en samling af noveller. Hvilken historie, vil du fortælle?

8. Den filmiske rekvisit er en ting, som bliver brugt gentagne gange i filmen, og som publikum lægger mærke til. Det kan fx være en ring eller en bamse, der har stor betydning for filmens plot og hjælper til analysen af filmen. Er der en filmisk rekvisit i din film?

Om Ulrick Breuning
Ulrich Breuning underviser på Den Danske Filmskole og er medforfatter på undervisningsmaterialet "I mørket - kortfilm og kys", der er udgivet på forlaget Alinea. Læs mere om materialet her.


søndag den 22. januar 2012

3 tips til skrivelæreren

3 tips til skrivelæreren

1. Vælg et emne, der interesserer dig
Uanset om du skal undervise din skrivegruppe eller et helt kursus er det vigtigt, at du selv synes det du skal undervise om er spændende. Skrivning er jo ikke bare skrivning – der findes rigtig mange underemner. Så find ud af, hvad DU synes er spændende. Synes du det er spændende at lære andre, at skrive fantasy? At opbygge en roman? At lave levende beskrivelser? At give respons?
Sandsynligvis er det også det, du synes er mest spændende, som du ved mest om. Og hvis du ikke ved så meget om det endnu, er det i hvert fald mere interessant at researche til noget, du synes er spændende!

2. Øv dig i at undervise
Du kan lære rigtig meget af at undervise din skrivegruppe. Her kan du afprøve nye skriveøvelser, du kan få træning i at sige teorien højt, og du kan få respons på din undervisning fra nogen, der kan lide at skrive og kender dig. I gruppen kan I jo også skiftes til at undervise hinanden. Hvis du ikke har en skrivegruppe, kan du søge efter en på biblioteket eller i din lokalavis.

3. Tag selv på mange kurser
Man får rigtig meget inspiration af selv at tage på skrivekurser. Ikke nok med, at du bliver dygtigere til at skrive, du ser også, hvordan andre underviser. Og hvordan de fordeler tiden mellem teori, skrivning og respons. På den måde kan du finde ud af, hvad du selv synes er godt. Du kan selvfølgelig ikke kopiere indholdet i kurserne, men du kan lade dig inspirere til, hvilke øvelser og emner du selv gerne vil undervise i.

Indlægget har tidligere været bragt i Skrivelyst - Håbefulde Unge Forfatteres foreningsblad. 

onsdag den 18. januar 2012

Tekstværksted for 13-18årige


Rytmisk Centers tekstværksted for 13-18årige starter nyt ungdoms-skrivehold d. 7. marts 2012!


Drømmer du om at blive forfatter? Eller vil du bare gerne prøve at skrive historier? Så kom på tekstværkstedet! 
Her skriver vi historier! Vi arbejder med noveller, romaner og digte. Vi taler om, hvad der gør historien spændende og sproget levende. Hvordan personerne bliver troværdige, og dialogen kommer til at lyde som noget, man ville sige i virkeligheden. Og så skal vi selvfølgelige skrive i forskellige genrer - så kom uanset om du er til realistiske ungdomsromaner eller episk fantasy! 

På tekstværkstedet arbejder vi med fiktive genrer, hvilket betyder, at vi opdigter og finder på det vi skriver - det er ikke sket i virkeligheden, ligesom hvis man fx er journalist. Det giver plads til kreativiteten - og vi skal lave rigtig mange sjove skriveøvelser, så selvom du ikke ved, om du kan finde på en historie, så kom alligevel. Skriveøvelserne får alle i gang!  


I skriveøvelserne arbejder vi med hurtigskrivning. Du får en helt konkret opgave (fx at beskrive en person på 10 minutter). Vi bruger ofte de korte skriveøvelser som udgangspunkt for længere tekster, fordi man ofte får gode idéer til noveller og romaner, når man skriver derudad i 5, 10 eller 20 minutter. De fleste skriveøvelser laver vi hver for sig, men sommetider kan man også skrive sammen to og to eller i grupper.

Der bliver også plads til en snak om forlag og udgivelse. Hvordan bliver man forfatter? Hvad skal der til for at komme gennem nåleøjet hos et forlag? Hvilke skriveskoler findes der, hvis man gerne vil 'uddanne' sig til forfatter?


---


Dette er et skrivekursus for unge mellem 13 og 18 år, som godt kan lide at skrive eller bare gerne vil prøve at skrive på en anden måde end i skolen. Kom uanset om du er begynder eller allerede har været på andre kurser. 


Kurset foregår hver onsdag på Rytmisk Center i København fra d. 7. marts. Hver gang mødes vi fra 16-18. Der er desuden én lørdag, hvor der er undervisning i fire timer. Kurset koster 925 kr., og du kan læse mere og tilmelde dig her

Du er velkomne til at skrive til mig, hvis du har spørgsmål til kurset via min mail

søndag den 15. januar 2012

Skriv til avisen 2012

Husk at tilmelde din skoleklasse til Skriv til avisen 2012. Det er alletiders chance for at din klasse kan opleve, hvordan det er at arbejde med et produkt, som faktisk skal bruges til  noget (nemlig deltage i en konkurrence!). Og uanset om I vinder eller ej, så har klassen fået mulighed for at lære mere om at skrive i de fiktive genrer!
Du kan læse mere om tilmelding her.

søndag den 8. januar 2012

10 trin til at lære at skrive noveller i 7.-9. klasse

Lær at skrive noveller i 7.-9. klasse

Forarbejde: Lær om noveller

1. Læs tre forskellige noveller, som læreren har udvalgt til jer (eller læs mine tre noveller: Søsken, Karper og Levende)

2. Hvorfor tror I de tre noveller, kan kaldes noveller? (diskutér i grupper)

3. Brug google til at finde ud af, hvad en novelle er. Diskutér med hinanden og jeres lærer. Skriv en liste med klassiske novelletræk, og hæng den op i klassen.

Novellearbejde: Find på handlingen

4. Vælg et tema, som klassens noveller skal handle om. I kan stemme om det i klassen, eller I kan vælge temaet "venskab".

5. Brainstorm med en makker: Hvad kan en novelle om venskab handle om? Hvem kan være hovedpersoner? Find på handlingen til en historie sammen.

6. Prøv at udfylde felterne i Berettermodellen med handlingen i jeres fælles historie sammen med jeres makker , så jeres novelle er sikker på at have en spændingskurve. Læs mere om Berettermodellen her og her.

Novellearbejde: Skriv novellen

7. Sæt et ur på 10 minutter og skriv starten af novellen hver for sig.

8. Læs jeres start højt for jeres makker. Tal om, på hvilke måder jeres begyndelser er ens og forskellige.

9. Skriv resten af novellen færdig ud fra jeres Berettermodel. I må enten skrive novellen alene eller sammen med jeres makker. Hvis I skriver den hver for sig, kommer jeres historie til at handle om det samme, men de bliver helt sikkert stadig forskellige.

Efterarbejde: Del novellerne med hinanden

10. Saml klassens noveller i en mappe i klassen, så alle kan læse hinandens.


søndag den 1. januar 2012

9 blogindlæg om Fiktionsskrivning i folkeskolen

Fra 8. januar 2012 poster jeg 9 indlæg om fiktionsskrivning i folkeskolen. De er målrettet dansklærere og andre, der interesserer sig for børns skrivning. Der kommer et nyt indlæg på bloggen hver søndag.

De 9 indlæg giver tips, links og teoretisk viden inden for skrivehåndværket. Enkelte bevæger sig lidt uden for emnet og fortæller fx om læseforståelse eller arbejdet med kortfilm. De er af varierende længde; nogen er blot et link videre og andre indeholder udførlig vejledning eller en række tips om et bestemt emne. Flere af indlæggene er desuden skrevet af gæstebloggere, der ved rigtig meget om fx. fantasy, læseforståelse eller kortfilm.  

Glæd dig til følgende indlæg indlæg: