Novellefilm som genre er velegnet i folkeskolen, fordi filmene er så korte, at man både kan nå at se dem og tale om dem i undervisningen. Og man kan også skrive sine egne afsluttede novellefilm!
Jeg har været på et kursus på forlaget Alinea, hvor Ulrich Breuning fortalte om arbejdet med novellefilm i folkeskolen. Ud fra Ulrick Breunings undervisning på dette kursus har jeg nedskrevet 8 tips, som jeg håber kan inspirere dig i din undervisning:
8 tips til arbejdet med novellefilm i folkeskolen:
1. Det største værk er det, der længst holder på sin hemmelighed.
2. Når man skal fortælle en så kort historie, som novellefilmen er, er det en god idé at gøre det enkelt.
3. Det kan være en god idé at tage udgangspunkt i Aristoteles' tre akter (begyndelse - midte - slutning) når man skriver eller fortolker en novellefilm.
4. Overvej, hvad heltens mission er. Hvad tager han ud for at finde? Finder han det?
5. Mødet er ofte centralt i novellefilmen. Er der et møde i den film, du er ved at skrive eller analysere - og hvilken betydning har det for heltens udvikling?
6. Mange gode novellefilm har både et ydre plot (handlingen/den naturlige historie) og et indre plot (temaet). Har din film det?
7. Man kan se et menneskeliv som en samling af noveller. Hvilken historie, vil du fortælle?
8. Den filmiske rekvisit er en ting, som bliver brugt gentagne gange i filmen, og som publikum lægger mærke til. Det kan fx være en ring eller en bamse, der har stor betydning for filmens plot og hjælper til analysen af filmen. Er der en filmisk rekvisit i din film?
Om Ulrick Breuning
Ulrich Breuning underviser på Den Danske Filmskole og er medforfatter på undervisningsmaterialet "I mørket - kortfilm og kys", der er udgivet på forlaget Alinea. Læs mere om materialet her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar