Viser opslag med etiketten Håbefulde unge forfattere. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Håbefulde unge forfattere. Vis alle opslag

lørdag den 18. juni 2011

Håbefulde Unge Forfattere på vej med realistiske ungdomsnoveller!

- og mine noveller Karper og Levende er udvalgt til udgivelse i antologien!

Håbefulde Unge Forfattere er en forening for unge under 30 år, der drømmer om at blive forfattere. Antologien, der har arbejdstitlen "På kanten", er resultat af en konkurrence udskrevet af foreningen.

På kanten er en samling realistiske noveller om unge, der lever på kanten af tilværelsen.
De to noveller jeg har med handler da også begge om piger, der lever på kanten af livet og virkeligheden.

Karper handler om en pige, der tager i Tivoli for at møde Jalle, som er hendes bedste ven.
En novelle om ensomhed og kærlighed og at miste og genfinde hinanden.

Levende handler om en pige, der føler sig usynlig. Så møder hun den unge fyr Tejner. Men hvem er han? Og hvorfor lægger han mærke til hende?
En novelle om at leve i udkanten af fællesksabet, om at være i live og om at blive set.

Foreningen har tidligere udgivet gysersamlingen "6 gode grunde til ikke at sove i mørke", der blev rigtig godt modtaget af biblioteker og anmeldere. Der var jeg repræsenteret med novellen "Pink neglelak".
I samarbejde med Rollespilsforlaget har foreningen også udgivet antologien "Ad mørke stier".


Antologien udkommer efter planen i efteråret 2011 og er redigeret af Line Kyed Knudsen, Anne-Marie Donslund og Maya S. D. Salonin.

søndag den 9. januar 2011

Huskunstnerkursus

Torsdag og lørdag i denne uge har jeg været på Huskunstnerkursus i Dansk Forfatterforening. Underviserne var - blandt andre - Merethe Pryds Helle og Thorstein Thomsen.

Det var et meget inspirerende kursus, hvor vi blev klogere på, hvad man kan tilbyde som huskunstner, og hvordan man kan søge støtte til forfatterarrangementer på skoler og biblioteker.

På kurset var i øvrigt også en række forfattere, som jeg tidligere har nævnt på min blog, blandt andre Nicole Rødtnes og Sarah Engell.

Hvad er Huskunstnerordningen?
Huskunstnerordningen støtter udvalgte forfatterarrangementer af min. 14 dages varighed med 75%. Det vil sige, at skolen kun kommer til at betale 25%. Huskunstnerordningen har frist 1. feb. og 1. september. Lærere der er interesserede i at få mig (eller mig og en kollega) ud som huskunstnere er velkomne til at kontakte mig.
Du kan læse meget mere om huskunstnerordningen her.


Jeg håber at kunne vende tilbage med mange flere spændende detaljer fra kurset - lige nu skal jeg til generalforsamling i Håbefulde Unge Forfattere, fordi foreningen planlægger endnu en udgivelse.