Viser opslag med etiketten personkarakteristik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten personkarakteristik. Vis alle opslag

mandag den 5. august 2013

4 tips til at skrive romaner

4 roman-tips fra forfatteren Caroline Ørsum!

Omslag: Nete Banke
Det tager tid. Og der vil muligvis være tidspunkter undervejs, mens du sidder og skriver, hvor det kan føles hårdt og svært, fordi du måske ikke ved, hvordan du skal komme videre eller mangler idéer – men det er al besværet værd! Romanen er skrivningens svar på maratondistancen, og derfor kan det være rart med nogle tips og råd, man kan støtte sig til, når man skal til at kaste sig ud i at skrive en roman.

1. Læg en plan for din roman. Hvor grundig planen behøver at være, kan være smag og behag. Nogle vil måske helst lave en grundig oversigt over, hvad der skal ske i hvert eneste kapitel, inden de går i gang, andre vil måske bare kende starten og fx slutningen eller en vigtig bid handling midt i romanen – gør, hvad der passer dig bedst! Men at planlægge (i det mindste bare lidt!) giver dig en retning og en forsigtig idé om, hvad din roman egentlig skal handle om, og så bliver det også nemmere at komme i gang med at skrive.

2. Tænk over din hovedperson. Hovedpersonen er romanens vigtigste person. Man kan godt have flere hovedpersoner, men det bliver de ikke mindre vigtige af! Historien i romanen vil på mange måder være hovedpersonens historie, så lær din hovedperson rigtig godt at kende og tænk grundigt over, hvordan han/hun (eller de!) er. Har han eller hun måske et projekt, et stort ønske eller et problem, som romanen handler om? At tænke over hovedpersonen kan også hjælpe dig og give nye idéer, hvis du går i stå undervejs.

3. Prop gerne nye idéer ind undervejs. Det kan godt være, at du har lagt en plan for din roman, og at planen siger, at den handler om en pige, der bliver verdens bedste fodboldspiller og vinder alle medaljer og mesterskaber i hele verden. Men undervejs finder du måske ud af, at det kunne være sejere, hvis den handlede om, hvordan hun kommer til skade lige inden en rigtig vigtig kamp og aldrig bliver klar til at spille fodbold igen. Så laver du det bare om! Gode idéer undervejs kan gøre romanen endnu federe, og du kan altid gå tilbage og rette, hvis du har ændret handlingen undervejs. Det gør de fleste forfattere alligevel: Skriver deres bøger igennem flere gange og prøver sig frem, indtil de er tilfredse.

4. Bliv ved. Ja, det var også lidt det, der stod i starten. Men det er også virkelig vigtigt: At skrive en roman tager tid! For nogle tager det flere år. Så fortvivl ikke, hvis du bliver træt af det undervejs. Læg romanen væk lidt, tænk lidt mere over det, eller prøv at skrive på et helt andet sted i romanen end det, du var kommet til. Måske hjælper det? Vær stædig. Så skal den nok blive færdig!

Caroline Ørsum er forfatter til en række ungdomsromaner, bl.a. ”Hovedet i skyerne” (2009), ”Siden for evigt” (2011) og den historiske gyserroman Ordenen (2011) skrevet i samarbejde med forfatterne David Meinke og Ina Bruhn. I 2013 udkommer ungdomsromanen ”Den første freak på månen” samt bind 2 og 3 i hendes letlæste ungdomsserie ”Kys, sved og rock’n’roll”. Læs mere på www.carolineoersum.dk.

mandag den 1. april 2013

3 tips til at skrive levende personer

Af gæsteblogger Caroline Ørsum


Caroline Ørsum. Privatfoto.
Noget af det fedeste ved at læse – og skrive! – er det forhold, man kan få til tekstens personer undervejs. Man kan leve sig ind i deres handlinger og tanker og synes måske næsten, at de kommer til at føles som ens gode venner, fordi man kender dem så godt. Men hvordan kan man få personerne til at virke levende, når man selv skriver? Dette tænker jeg meget over, når jeg skriver mine romaner, og her har jeg samlet tre tips, som jeg synes er gode:

1. Lær din person at kende. Lav fx et stykke papir, hvor du skriver en masse oplysninger om personen ned: Hvordan ser han/hun ud, hvor bor han/hun og sammen med hvem, hvad er hans/hendes interesser, hvordan er hans/hendes temperament … alt, hvad du kan finde på. Det vil hjælpe dig med at få ideer senere, når du skal i gang med at skrive selve historien.

2. Giv din person både stærke og svage sider. Præcis ligesom rigtige, levende mennesker må fiktive personer også gerne have lidt nuancer – så kommer de til at virke mere livagtige, og de bliver tit også både mere sympatiske og mere spændende at læse om. Hvis din helt både er klog, lækker og har superkræfter, så kunne det måske gøre ham ekstra fed og spændende, hvis han også har et par fejl og fx ikke kan svømme?

3. Lad din person tale på en realistisk måde. Dialogen – altså personernes samtaler med hinanden – kan have rigtig stor betydning for, om personerne kommer til at virke levende. Prøv at lade din person tale ligesom ”rigtige mennesker”. De snakker ikke i lange, perfekte sætninger, men afbryder nogle gange sig selv og hinanden, ved nogle gange ikke helt, hvad de skal sige, og kommer nogle gange til at bande.

Omslag: Nete Banke
Caroline Ørsum er forfatter til en række ungdomsbøger, bl.a. ”Hovedet i skyerne” (2009), ”Siden for evigt” (2011) og medforfatter på den roste ungdomskrimiserie Genstart (2009-2010) og gyseren Ordenen (2011). I 2013 udkommer bind 2 og 3 i hendes letlæste ungdomsserie ”Kys, sved og rock’n’roll” samt ungdomsromanen ”Den første freak på månen”. Læs mere på www.carolineoersum.dk

søndag den 4. marts 2012

5 tips til at skrive en vampyr-historie

Forfatteren Pernille Eybye har skrevet flere bøger for unge, blandt andet vampyr-serien Blodets Bånd. Her kommer Pernille Eybye med 5 tips til, hvordan du kan skrive din egen vampyr-historie. Du kan bruge de 5 tips, hvis du drømmer om selv at skrive en vampyrhistorie eller som skriveopgave i folkeskolens udskoling eller måske på gymnasiet. 


1. Du skal beslutte om, din hovedperson er vampyren eller en, der møder en vampyr. 
Valget giver forskellige muligheder for din historie. Er hovedpersonen vampyr kender han eller hun den ”anden verden”. En menneskelig hovedperson skal måske undersøge den verden – og det kan også være rigtig spændende.

2. Find ud af hvordan dine vampyrer er. 
Hvad er deres styrker og svagheder? Twilight-vampyrernes hud er hård og kold og glitrer i sollys. Vampyrene er stærke og meget svære at slå ihjel. Mine vampyrer tåler ikke for megen sollys, de er stærke og hurtige, deres hud er normal, men kølig, og de kan ikke tåle sølv.
Lav regler og overhold dem: En vampyr, der ikke tåler sol, kan ikke gå rundt ved højlys dag.

3. Er der andre magiske væsner i din verden? 
Varulve, spøgelser, hekse eller lignende? Hvis der er, hvordan er deres forhold til vampyrerne så? Er de venner eller fjender?

4. Skal din historie være en kærlighedshistorie? 
Så find ud af hvordan hovedpersonerne mødes. Hvorfor forelsker de sig i hinanden?

5. Det er spændende, hvis der er fare på færde. 
Hvem er modstanderen? Er der farlige vampyrer? Vampyrjægere? En forbandelse? 
Hvad ønsker modstanderen? Er han selv forelsket i pigen? Har hovedpersonerne noget, som han vil have?
Giv dine personer noget at kæmpe imod. Det gør deres kærlighedshistorie mere spændende.


Om Pernille Eybye
Pernille Eybye er 30 år og har skrevet 9 bøger for børn og unge. Et par humoristiske bøger fra vores verden og en håndfuld paranormale og overnaturlige romaner om spøgelser og vampyrer, blandt andet altså vampyrserien Blodets Bånd. Du kan læse mere om Pernille på hendes blog

søndag den 29. januar 2012

8 tips til at arbejde med novellefilm i folkeskolen

Novellefilm som genre er velegnet i folkeskolen, fordi filmene er så korte, at man både kan nå at se dem og tale om dem i undervisningen. Og man kan også skrive sine egne afsluttede novellefilm!
Jeg har været på et kursus på forlaget Alinea, hvor Ulrich Breuning fortalte om arbejdet med novellefilm i folkeskolen. Ud fra Ulrick Breunings undervisning på dette kursus har jeg nedskrevet 8 tips, som jeg håber kan inspirere dig i din undervisning:


8 tips til arbejdet med novellefilm i folkeskolen:

1. Det største værk er det, der længst holder på sin hemmelighed.

2. Når man skal fortælle en så kort historie, som novellefilmen er, er det en god idé at gøre det enkelt.

3. Det kan være en god idé at tage udgangspunkt i Aristoteles' tre akter (begyndelse - midte - slutning) når man skriver eller fortolker en novellefilm.

4. Overvej, hvad heltens mission er. Hvad tager han ud for at finde? Finder han det?

5. Mødet er ofte centralt i novellefilmen. Er der et møde i den film, du er ved at skrive eller analysere - og hvilken betydning har det for heltens udvikling?

6. Mange gode novellefilm har både et ydre plot (handlingen/den naturlige historie) og et indre plot (temaet). Har din film det?

7. Man kan se et menneskeliv som en samling af noveller. Hvilken historie, vil du fortælle?

8. Den filmiske rekvisit er en ting, som bliver brugt gentagne gange i filmen, og som publikum lægger mærke til. Det kan fx være en ring eller en bamse, der har stor betydning for filmens plot og hjælper til analysen af filmen. Er der en filmisk rekvisit i din film?

Om Ulrick Breuning
Ulrich Breuning underviser på Den Danske Filmskole og er medforfatter på undervisningsmaterialet "I mørket - kortfilm og kys", der er udgivet på forlaget Alinea. Læs mere om materialet her.


fredag den 6. maj 2011

Skrivekursus til 6. klasse

Træningshæftet til d'dansk 6 indeholder et skrivekursus om at skrive noveller, som jeg har lavet.

Så er d'dansk 6 udkommet og sammen med den træningshæftet for sjette klasse. d'dansk er et system til danskundervisningen, der indeholder en fællesbog ('læsebog'), et træningshæfte og en lærervejdledning. Desuden er der nogle hæfter om læseforståelse, som man også kan bruge sammen med serien. Serien er indtil nu udkommet til 4., 5. og 6. klasse.
Skaarup, Bülow-Olsen og Harms, der har udarbejdet serien, står også bag det populære undevrisningsmateriale "Tid til dansk".

I lærervejledningen til d'dansk 5 skrev jeg en artikel om brugen af blogs i danskundervisningen. Til træninsghæftet i d'dansk 6 har jeg udarbejdet et skrivekursus på baggrund af min erfaring som skrivelærer i folkeskolen, som eleverne selv kan lave sammen i klassen.

Skrivekurset ligger i forlængelse af et novelletema, og det er også en novelle, eleverne ender med at skulle skrive. Gennem skrivekurset guides de i gennem at finde deres person og konflikt og at øve sig på at bruge sproget på en spændende måde. Desuden får de hjælp til at skrive et godt anslag, point of no return og klimaks ud fra berettermodellen. De bliver også introduceret for hurtigskrivning.
Skrivekurset er krydret med mine erfaringer og råd som forfatter, og layouteren har sat det rigtig fint op med 'talebobler' og flotte farver.

Bogen koster 67 kroner og skrivekurset er at finde på side 101-108.
Læs mere om bogen her.

tirsdag den 23. november 2010

Skab levende, fiktive personer

10 tip til at give dine personer liv

1. Hvordan ser din hovedperson ud? Hårfarve, øjenfarve, højde, hudfarve, tøjstil mm. Som forfatter skal du vide det hele, men det er ikke sikkert, du får brug for at skrive det hele i historien.

2. Hvordan er din hovedperson indvendig? Er han ofte glad? Trist? Hvad kan han lide at lave? Hvad tænker han på? Igen skal du vide det, men du behøver ikke skrive det hele.

3. Hvad er særligt ved din hovedperson? Måske sejler han i sin fritid, måske har han altid en bestemt hat på, måske er hans øjne lilla? Særlige ting gør, at læseren kan huske din person.

4. Hvordan har din persons barndom været? Har han nogen minder, som har stor betydning for den person han er i dag? Skriv evt. mindet, også selvom det ikke skal være med i bogen – så lærer du din person bedre at kende.

5. Hvad er din persons største ønske og værste frygt? Hvis du ved sådan noget om din person, kan du lettere beskrive hans følelser i gennem historien og få ham til at virke som en rigtig, ægte person.

6. Hvilke bipersoner er der i historien? Bipersoner er de personer, som hovedpersonen møder i bogen. Fx hans venner, familie og fjender. Det er vigtigt også at beskrive bipersonerne: Hvordan er de, og hvordan ser de ud? Kan de lide hovedpersonen eller ej? Pas på med at få for mange bipersoner med.

7. Hvordan taler dine personer? Har de en bestemt måde at tale på? Kommer de fra et andet land? Taler de ”pænt” eller kan de også finde på at bande?

8. Vis hvordan din person er i stedet for at skrive det. I stedet for at skrive ”Manden var sjov”, er det en god idé at beskrive nogle sjove ting, som manden siger. Eller fx skrive, at de andre personer griner, når han siger noget.

9. Ingen personer er kun gode eller kun onde. Selv den ondeste skurk kan måske lide at passe blomster og den bedste helt er måske i virkeligheden meget doven.

10. Kend dine personer til bunds – men skriv ikke nødvendigvis alt om dem i historien.

Tidligere bragt på min forfatterblog.