tirsdag den 29. marts 2011

3 bøger om skrivepædagogik

Her er 3 must-read bøger om skrivepædagogik!

Genreskrivning i skolen
I øjeblikket er der rigtig meget fokus på genreskrivning i folkeskolen. Super kort fortalt er det tanken om, at tekster kan opdeles i genrer, og at det er meget lettere for elever at lære at læse og skrive, hvis de lærer at genkende og bruge de forskellige genrekoder. Denne bog gennemgår hvorfor forfatteren finder genreskrivning relevant, hvordan tekster kan opdeles i genrer og hvordan man kan arbejde med genreskrivning i hhv. indskoling, mellemtrin og udskoling.

Mailand, Mette Kirk: Genreskrivning i skolen, Gyldendal, 2007. Jeg har læst denne udgave, men jeg gætter på at dette er en nyere udgave af samme bog.

Læreren som sproglig vejleder
Fokus for denne bog er, hvordan læreren kan hjælpe eleverne med at blive bedre til at skrive gode tekster. Bogen går i dybden med, hvordan læreren kan analysere og respondere på elevens tekst, og der er eksempler på analyserede elevtekster samt forslag til undervisning.

Jørgensen, Martin og Pedersen, Ole: Læreren som sproglig vejleder, Dansklærerforeningen, 2005. Mere om bogen her.

Skrivekonferencer i folkeskolen - i dialog med læreren
Dette er faktisk en artikel, men jeg mener alligevel, at den er must-read, hvis man interesserer sig for skrivepædagogik. Vibeke Hetmar fortæller, hvordan man kan bruge skrivekonferencer til at gøre eleverne mere opmærksomme på deres egne tekster. Skrivekonferencerne er en dialog mellem læreren og eleven.

Hetmar, Vibeke: Skrivekonferencer i folkeskolen - i dialog med læreren i Dansk i dialog, Dansklærerforeningen, 2000. Læs mere om hele bogen her.

Der findes selvfølgelig rigtig mange andre bøger om skrivepædagogik, men du kan i hvert fald starte her. Hvis du selv har læst en rigtig god bog om skrivepædagogik, må du meget gerne skrive en kommentar med forfatter og titel under indlægget!

tirsdag den 22. marts 2011

Skriv til avisen 2011

Skrivekonkurrence for skoleklasser!

Avisen i undervisningen har offentliggjort, at der igen i 2011 bliver en Skriv til avisen-konkurrence. Temaet for konkurrencen bliver offentliggjort 1. maj, hvor tilmeldingen også åbner.

Selve konkurrencen løber af stablen i uge 44, og du kan læse meget mere om den her og her.

tirsdag den 15. marts 2011

Webtip - læs digte på internettet

Brug internettet til at lade dine elever møde forskellige typer af digte!

Jeg er stødt på en artikel på Folkeskolen.dk (i øvrigt en spændende hjemmeside for alle lærere og undervisere at kigge nærmere på), hvor der linkes til en lang række hjemmesider, hvor elever i folkeskolen kan læse digte. Også digte af folk, der endnu ikke er udgivne.

Jeg vil mene, at det er en god idé som lærer selv at besøge hjemmesiderne på forhånd og overveje, om eleverne skal have lov at kigge helt frit på alle digte på hjemmesiden, eller om man skal udvælge et antal digte, som de skal læse. Men undervisningsformen er selvfølgelig op til læreren - her blot et link til artiklen NETopDigte af Mette Schousboe.

Det er måske værd at bemærke, at artiklen er skrevet i 2004 og der derfor er et par links til hjemmesider, der ikke længere eksisterer. På den anden side er der helt sikkert også kommet nye hjemmesider til, som du kan google dig frem til ved et enkelt klik.

tirsdag den 8. marts 2011

Webtip - Skrivesenteret Norge

Jeg har fundet en hjemmeside - og et skrivecenter - som jeg gerne vil fortælle alle mine læsere af bloggen om. Det er Skrivesenteret Norge, og da norsk ligger så tæt op af dansk, er det bare at gå ind og læse alle de guldkorn, der ligger på hjemmesiden.

Det er en overskuelig hjemmeside, der linker til bøger, film og konferencer om skrivning. Norge er kendt for at være meget fremme i skoene i forhold til læsning og skrivning, ikke mindst på grund af Olga Dysthe, der vist kan siges at have været pioneer inden for den processorienterede skrivning.

Jeg vil anbefale alle dansklærere, der gerne vil vide, hvad der er oppe i tiden omkring skrivning pt at besøge hjemmesiden!

Besøg Skrivesenteret her.

tirsdag den 1. marts 2011

Pandekagehistorier for skoleklasser

Hvis du - og din klasse - skriver lidt hurtigt, kan I stadig nå at deltage i årets Pandekagehistorie-konkurrence for skoleklasser! Der er deadline i slutningen af marts 2011.

Slip eventyret løs i klassen

I 2010 deltog mange skoleklasser i forfatterkonkurrencen Årets Pandekagehistorie. Derfor gentager vi i 2011 Årets Pandekagehistorie for skoleklasser.

Der er gavekort til en boghandlerkæde og skønne Crep' Party Compact og pandekagepander fra Tefal på højkant til de tre klasser, som præsterer de bedste pandekagehistorier. Samtidig deltager alle de indsendte historier i den individuelle konkurrence.

Alle klassens historier deltager desuden i den individuelle konkurrence, så der er altså dobbelt vinderchance, hvis man deltager sammen med sine klassekammerater!

Sådan deltager klassen

Klassens elever skriver enten en fælles pandekagehistorie eller en historie hver. Det kan være et eventyr, en fabel eller en novelle. Eneste krav til historierne er, at der optræder mindst én pandekage i hver historie.

Læreren samler pandekagehistorierne sammen i en kuvert, vedlægger et brev med oplysninger om skolens navn og adresse, lærerens navn og mailadresse samt klassetrin og antallet af elever og sender det.

Der står to forskellige deadlines for klasse-pandekage-konkurrencen (den ene deadline var i 2010), men mon ikke, det er samme dag, som den individuelle konkurrence? I så fald er deadline d. 31. marts 2011.

Læs alt om konkurrencen her.

tirsdag den 22. februar 2011

Digte på mellemtrinnet

Idéer til at skrive digte i 3-6 klasse

I februar besøgte jeg og min forfatterkollega Nicole Boyle Rødtnes Brønshøj Bibliotek. Her underviste vi 9 børn i at skrive digte. Børnene skulle være 10 år for at komme på kurset; de fleste var 11-12 år og enkelte lidt ældre.
Børnene skrev nogle rigtig gode digte på de to timer, som kurset varede om alt fra mad, nat, busser og til kæledyr. I forbindelse med kurset gjorde jeg og Nicole Boyle Rødtnes os nogle tanker om at undervise i digte på mellemtrinnet, og nogle af de tanker vil jeg dele med jer her på bloggen:


Hvad er et digt?
Vi startede digtværkstedet med at tale med børnene om, at et digt kan være rigtig mange ting. Vi havde forskellige eksempler på digte med fra Tove Ditlevsen over Pia Tafdrup og til haiku og børnesange. Nogle digte rimede, andre gjorde ikke. Nogle var 'mærkelige' og med svære ord, andre var lige til at forstå.
Især var det vigtigt for os at digte ikke nødvendigvis behøver at rime - men det kan de gøre.

Hvilke digte kan børn skrive?
Som udgangspunkt mener jeg, at børn kan skrive alle almindelige digtgenrer, men det er klart, at nogle genrer er lettere at gå til end andre, ligesom nogle temaer er lettere at skrive om end andre.
Her er det vigtigt, at du ser på din klasse og prøver at mærke efter, hvad de vil synes er sjovt, og hvor du kan udfordre dem, så de prøver nogle nye digtgenrer.

Hvordan får man børnene i gang med at skrive digte?
Nogen børn går bare i gang med at skrive digte derudad og kan rime side op og side ned. Men som dansklærer ved man godt, at det desværre ikke er alle børn.

Hvis du som lærer gerne vil skrive digte med din klasse, kan det være en rigtig god idé at opfinde regler for deres digt. Det kan fx være et bestemt antal ord i hver linie, eller de kan få en skabelon at udfylde. En skabelon betyder, at næsten alle elever - uanset skriftligt niveau - vil have mulighed for at komme med noget, som faktisk lyder relativt godt. Og samtidig kan de dygtige elever omgås skabelonen lidt mere kreativt, og dermed undervisningsdifferencieres der.

- Et eksempel (på tysk) på en sådan skabelon er et "Elfchen" (lille 11-digt).

- Et andet eksempel er, at du kan kopiere et eksisterende digt (som børnene ikke kender) og så fjerne nogle af ordene. Så skal børnene selv udfylde hullerne og dermed skabe deres eget digt. De bliver her ofte nysgerrige efter det originale digt, hvilket også er en bonus i litteraturundervisningen.
Det er vigtigt at fjerne betydningstunge eller beskrivende ord, så børnenes digte bliver forskellige.

Hvilke temaer kan børn skrive digte om?
I princippet er der vel uendeligt mange temaer, som børn kan skrive digte om, men jeg vil mene, at det er bedst at finde noget, som interesserer den børnegruppe, man arbejder med. Typiske temaer for (skole)digte på mellemtrinnet er:
- Kærlighed
- Venskab
- Kæledyr
- Fjolledigte/rim

Jeg synes dog det er synd at lade sig begrænse til kun at skrive digte om venskaber og kæledyr. Hvorfor ikke udfordre børnene til også at skrive om sport, livretter, mobiltelefoner eller en novelle, de har læst?

Skal digte rime?
Jeg synes, at børn skal have lov til at møde og selv udarbejde både digte der rimer og digte der slet ikke rimer. Det kan være utrolig sjovt at finde på en hel masse rim (hvem har ikke selv prøvet at skrive "Der var en mand, han havde en and, i en spand ...-rim?) - og her kan man jo efterhånden som børnene bliver mere bevidste om rimene sætte fokus på forskellige typer af rim (parrim, enderim) eller opfordre dem til at vælge lidt mere originale rimpar.

Hvordan kommer du i gang med at digte med dine elever?
Hvis du gerne vil have dine elever i gang med at skrive digte vil jeg foreslå at du:

- Kopierer nogle forskellige digte til eleverne og læser dem sammen med dem på en sjov måde
- Finder nogle digtskabeloner og hjælper eleverne til alle sammen at få succes i deres første forsøg med digtgenren
- Introducerer dem til både digte med og uden rim - og giver dem forskellige rimøvelser
- Skriver mange forskellige typer digte sammen med dem
- Samler deres digte i klassens "poesibog" eller hænger dem op på væggen, evt. illustreret.

Vil du booke et digtværksted?
Du er velkommen til at kontakte mig eller Nicole Boyle Rødtnes, hvis du gerne vil booke et digtværksted til din skole eller dit bibliotek. Værkstedet varer typisk 2-4 lektioner - eller efter aftale.

tirsdag den 15. februar 2011

Webtip - Genrepædagogik i folkeskolen

Jeg er faldet over en 'søsterblog' til min blog om Fiktionsskrivning! Bloggen handler om genrepædagik - altså læsning og skrivning med genrer.

Bloggen er oprettet som et udviklingsprojekt på Sølystskolen og indeholder mange links, idéer og oplysninger om emnet, så hvis du er interesseret i genrepædagogik, skrivning eller læsning kan jeg kun anbefale dig at kigge forbi bloggen!

Gå direkte til bloggen her.